Page 11

maritimhistorisk_selskab_aarsskrift_2016

hurtigt klart, at man virkelig havde noget at tale om, for området i sin helhed kunne også rumme flere andre museer med maritimt indhold. Renoveringen af De Røde Huse blev en realitet, og finansieringen faldt hurtigt på plads, da Lemvig Kommune ville yde 3,1 mill. kr. og Real Dania ville yde 4,25 mill. kr. til renoveringsarbejdet. Gert Normanns firma JD-Contractor A/S ville yde 1. mill. kr. til opbygningen af museumsudstillingen. Arkitekt Thyge Dahl fra Lemvig blev udvalgt til at forestå renoveringsarbejde og tilsyn, og den 15.12.2014 blev der afholdt licitation. Kort efter var kontrakterne skrevet under, og renoveringsarbejderne gik i gang i slutningen af januar måned 2015. Der forestod nogle meget travle arbejdsmåneder for håndværkerne, for ønsket var, at museet kunne stå færdigt inden sommeren 2015. Heldigvis viste vinteren sig fra sin gode side, og arbejdet blev ikke generet af dårligt og koldt vejr. I forhold til bygningernes oprindelige anvendelse som værksteder med åbentstående porte, vinduer og døre med stor aktivitet skulle der foretages væsentlige forandringer og ombygninger overalt, og som altid ved den slags opgaver kom der flere udfordringer til efterhånden, som man fik taget hul på opgaverne. I første omgang måtte man udskifte forurenet jord i værkstedsbygningen Bygning 1, der er en murstensbygning. Forureningen stammede fra udsivende olier fra bygningens brug som maskinhal og værksted. Gennem tiden havde der også ophobet sig fugt i murene på Bygning 1, hvilket ikke gik godt sammen med de sårbare museumsgenstande. Det blev nødvendigt at følge en anden procedure end den almindelige vandskuring, der først var beskrevet. Problemet blev løst ved, at der blev etableret gipsvægge på træskelet foran de murafsnit, der var fugtangrebne. En anden udfordring var at opbygge klimaskærmen i de utætte træbygninger, så de kunne bringes i en stand, der var brugbar for museet. Der var både tale om utætheder mod vind, sand og regn, der som bekendt er meget udtalte i Thyborøn. Endelig var det en udfordring, at museet efterfølgende skulle have kanoner, torpedoer, u-bådstårne og mange andre store og tunge genstande ind gennem portene. Det medførte nemlig, at portene skulle være op til 4,5m høje og 3,5m brede. 11


maritimhistorisk_selskab_aarsskrift_2016
To see the actual publication please follow the link above