Churchills ord om at tabe krigen på en eftermiddag var ikke taget ud af den blå luft. Hvis briterne helt eller delvist mistede søherredømmet, kunne de ikke længere effektivt opretholde blokaden af forsyninger til Tyskland. Omvendt kunne tyskerne få endnu friere spil med både overfladeskibe og ubåde til at ødelægge forsyningslinjerne over havet til England, og i princippet også til de to andre store Entente-magter, Frankrig og Rusland. Bevarelsen af søherredømmet var briternes største styrke, men samtidig deres akilleshæl - hvis herredømmet pludselig skulle forsvinde. Allerede et år senere ville tyskerne alene med uindskrænket ubådskrig være tæt på sulte England til overgivelse, indtil konvoj-systemet blev implementeret fuldt ud. Jellicoe kunne ikke vide hvilke skygger der lå i fremtiden, eller hans egne kvaler med netop dette problem. Men han var yderst bevidst om at den mægtige flådestyrke han lige nu havde under sin kommando var absolut afgørende for Ententens fortsatte chance for besejre Centralmagterne ledet af Det Tyske Kejserrige. Jellicoe vældige 'næve af stål' bestod 151 krigsskibe i den britiske Grand Fleet, herunder 24 slagskibe. De var oppe imod Den Tyske Højsøflåde på 99 skibe, heraf 16 slagskibe. Højsøflåden var dog netop i disse minutter - omkring kl. 1930 d. 31. maj 1916 - på vild retræte efter, fuldstændig uventet , at være løbet på Jellicoes armada under jagten på en mindre gruppe britiske slagkrydsere og slagskibe under kommando af admiral David Beatty. En slagskibseskadre fra den tyske Højsøflåde 20
maritimhistorisk_selskab_aarsskrift_2016
To see the actual publication please follow the link above