Den engelske Grand Fleet på vej Fra jæger til jaget Beattys skibe havde ellers været medtagede, og den modige (og nogle ville måske sige dumdristige) britiske admiral havde allerede mistet 3 slagkrydsere. Den tyske øverstkommanderende, admiral Scheer, håbede at kunne tilintetgøre Beattys skibe, som nok var en anseelig eskadre - men for intet at regne mod den samlede Højsøflåde. Lykkedes det ville sejren mindske uligheden mellem Grand Fleet og Højsøflåden, så de næsten blev lige stærke, og så ville det selvfølgelig tilføje englænderne et sviende nederlag som ville sende moralen ned i kulkælderen i London og i skyerne i Berlin. Alt sammen på et tidspunkt hvor 1. verdenskrigs udfald balancerede på en knivsæg. På Vestfronten kastede unge mænd sig i døden i tusindtal for at vinde få kvadratkilometer. Det var et spørgsmål om hvem der først ville løbe tør før blod. På Østfronten begyndte sprækkerne så småt at vise sig i zarens vældige men forarmede hær, der sjældent havde skydevåben nok til at udruste en hel division, og som tyskerne og østrigerne igen og igen drev tilbage. Scheer var udset af den tyske kejser til at være manden der skulle afgøre krigen til søs for Tyskland, og måtte have følt, at han efter måneders frustrationer og nederlag var kommet endog meget tæt på efter at have fået Beattys forslåede slagkrydsere på sigtekornet fra sine stærkeste slagskibe. Men kl. cirka 1830 måtte den tyske admiral pludselig opleve sit eget værste mareridt gå i opfyldelse, da horisontens dis blev brudt af ildglimt på ildglimt. 21
maritimhistorisk_selskab_aarsskrift_2016
To see the actual publication please follow the link above