Så tæt på og dog så langt fra Jellicoe tog sit valg. Han kunne være fortsat efter Højsøflåden så hurtigt som muligt, efterhånden som briternes egne destroyere og krydsere fik ‘ryddet ud’ i tyskernes ditto - og efterhånden som hans egne slagskibe kom i position til igen at sende deres dødelige bredsider efter Scheer. Det sidste ville dog ikke være muligt inden for en overskuelig tid, da Jellicoe beordrede alle sine slagsskibe til at placere sig, så de udgjorde de mindst mulige mål for de dødsforagtende destroyere og deres torpedoer. Denne maksimale beskyttelsesforanstaltning ville med andre ord gøre det yderst tidskrævende at vende de mange kolonner af mægtige slagskibe til igen at kunne optage forfølgelsen af Scheer - såvel som at afgive effektiv ild mod ham imens. Alternativet var at bide tænderne sammen og presse slagskibene fremad, direkte mod torpedoerne, og undgå dem, man kunne, imens man fortsatte med at holde afstanden til Højsøflåden, så denne var under konstant beskydning. Problemet var at hvis Jellicoe sejlede med en gennemsnitshastighed på 20 knob hen mod torpedoer der skød 30 knob, så skulle hans kaptajner manøvrere uden om en serie undervandsmissiler som reelt nærmede sig med en fart af 50 knob! Hvis Jellicoe derimod vendte sine slagskibe bort fra torpedoerne kunne han mindske den relativt større fart af dem mod sine skibskrog til kun 10 knob. Til gengæld ville han også lægge større afstand til de resterende tyske skibe, som han var så tæt på at sænke. Jellicoe gjorde det sidste, og det kostede omkring 17 minutters undvigemanøvrer mens Højsøflåden fjernede sig i al hast. Det var 17 minutter, som Scheer benyttede til at komme udenfor afstand af Jellicoes beskydning - og slippe væk. Jellicoe havde givet sine skibe så meget tid som mulig til at sikre sig mod yderligere destroyerangreb, inden han genoptog forfølgelsen. Men nu var afstanden blevet for stor til, at han umiddelbart kunne indhente Scheer, og det tiltagende mørke ville give tyskerne en ekstra fordel, da de på dette tidspunkt i krigen var briterne overlegne i natkamps-taktik og udstyr. hurtigt klart, at man virkelig havde noget at tale om, for området i sin helhed kunne også rumme flere andre museer med maritimt indhold. Renoveringen af De Røde Huse blev en realitet, og finansieringen faldt hurtigt på plads, da Lemvig Kommune ville yde 3,1 mill. kr. og Real Dania ville yde 4,25 mill. kr. til renoveringsarbejdet. Gert Normanns firma JD-Contractor A/S ville yde 1. mill. kr. til opbygningen af museumsudstillingen. Arkitekt Thyge Dahl fra Lemvig blev udvalgt til at forestå renoveringsarbejde og tilsyn, og den 15.12.2014 blev der afholdt licitation. Kort efter var kontrakterne skrevet under, og renoveringsarbejderne gik i gang i slutningen af januar måned 2015. Der forestod nogle meget travle arbejdsmåneder for håndværkerne, for ønsket var, at museet kunne stå færdigt inden sommeren 2015. Heldigvis viste vinteren sig fra sin gode side, og arbejdet blev ikke generet af dårligt og koldt vejr. I forhold til bygningernes oprindelige anvendelse som værksteder med åbentstående porte, vinduer og døre med stor aktivitet skulle der foretages væsentlige forandringer og ombygninger overalt, og som altid ved den slags opgaver kom der flere udfordringer til efterhånden, som man fik taget hul på opgaverne. I første omgang måtte man udskifte forurenet jord i værkstedsbygningen Bygning 1, der er en murstensbygning. Forureningen stammede fra udsivende olier fra bygningens brug som maskinhal og værksted. Gennem tiden havde der også ophobet sig fugt i murene på Bygning 1, hvilket ikke gik godt sammen med de sårbare museumsgenstande. Det blev nødvendigt at følge en anden procedure end den almindelige vandskuring, der først var beskrevet. Problemet blev løst ved, at der blev etableret gipsvægge på træskelet foran de murafsnit, der var fugtangrebne. En anden udfordring var at opbygge klimaskærmen i de utætte træbygninger, så de kunne bringes i en stand, der var brugbar for museet. Der var både tale om utætheder mod vind, sand og regn, der som bekendt er meget udtalte i Thyborøn. Endelig var det en udfordring, at museet efterfølgende skulle have kanoner, torpedoer, u-bådstårne og mange andre store og tunge genstande ind gennem portene. Det medførte nemlig, at portene skulle være op til 4,5m høje og 3,5m brede. 23 Admiral Jellicoe 11
maritimhistorisk_selskab_aarsskrift_2016
To see the actual publication please follow the link above