interviewet af den lokale avis, og her fortalte han om den uhyggelige begivenhed. Da ”Laurits” nåede området, hvor slaget havde fundet sted, drev hundreder af døde søfolk i deres redningsbælter, tyskere og briter imellem hinanden. Også norske fiskere befandt sig på dette tidspunkt i området. De sejlede rundt og skar redningsbælter over, så de døde søfolk kunne få lov at gå til bunds. Hængende i redningsbælterne var de ofre for de griske måger, som var begyndt at hakke øjnene ud på de døde. Alfred Carlsen og hans folk samlede hundredevis af matroshuser og køjesække op, og pludselig opdagede de midt imellem de mange vragdele et tysk marineflag. På alle huerne stod der ”Wiesbaden”, og Alfred Carlsen var derfor ikke i tvivl om, at flaget kom fra ”Wiesbaden”. Det er mærket ”Sturm Fl.” – altså stormflag, og måske har nogle af de sidst overlevende taget det med, da skibet gik ned. Da ”Laurits” nåede engelsk havn, blev huerne solgt og pengene givet til Røde Kors. Rygtet om huerne bredte sig, og Alfred Carlsen fik besøg af et par britiske marineofficerer, som ville høre, hvad han havde set og oplevet. Da de fik øje på flaget fra ”Wiesbaden” tilbød de ham en god pris, men Carlsen ville ikke sælge. I interviewet fra 1966 fortæller Carlsen videre, hvordan han kort efter anløb en spansk havn og her blev opsøgt af den tyske konsul. Han tilbød ham et endnu større beløb, men Carlsen ville stadig ikke sælge. ”Jeg fører ikke krig,” sagde han. ”Jeg er absolut neutral, og flaget bliver her.” Det gjorde det. Carlsen var en mand som fulgte sit eget hoved. I 1920 blev ”Laurits” solgt til Sverige, og senere foretog Alfred Carlsen et højst usædvanligt karriereskift for en sømand. Han gik i land og blev blomsterhandler og frugthandler i Svendborg. Han havde selv sejlet bananer og andre eksotiske frugter til Danmark, og måske var det derfra, han fik ideen. Flaget tog han med hjem og gemte i et skab, og her fik det lov at ligge til hans død i 1973. Siden er det gået i arv indenfor familien, og der er altid blevet passet godt på det. ”Vi har altid vidst, at flaget var noget særligt. Vores bedstemor bevarede det som lidt af en hemmelighed. Det blev taget frem en gang imellem, men det var ikke noget, vi skulle snakke højt om. Måske var hun 17
170478_Maritimhistorisk Selskab_Årsskrift 2016 32 sider u skæremrk
To see the actual publication please follow the link above