Til østen. I 1899 har han ”fået lyst til roligere forhold” fortæller han. Mon ikke det skyldes, at han er blevet forlovet med buntmager Hahns datter Olga i Lemvig og måske så småt tænker på at stifte familie? I hvert fald opsøger han faderens tidligere arbejdsgiver Peter Berg, som har afhændet bjærgningsselskabet og nu leder Dansk-Russisk Dampskibsselskab. Kan du tale russisk endnu, spørger Peter Berg, og da Anders Rønberg svarer bekræftende, siger han: Så skal du til Østen. Som sagt, så gjort. Anders Rønberg gør sig straks rejseklar. Han har fået en introduktionsskrivelse til en ingeniør Giersmann, der er overingeniør ved anlægget af en sidebane til den transsibiriske jernbane. Denne sidebane er ført gennem kinesisk territorium i Manchuriet og ender i byen Port Arthur, hvor Rusland har en del af sin Stillehavsflåde liggende. Egentlig havde Japan i en lynkrig med Kina 1894-95, hvor de gik af med sejren, satset på at kunne overtage halvøen Liaotung med havnebyerne Dairen (Dalny) og Port Arthur, men Rusland intervenerede, og tre år senere overtog Rusland de samme havne fra Kina, fordi kineserne havde svært ved at tilbagebetale deres russiske lån efter krigen. Hvis man undrer sig over, hvorfor russerne ville have deres flåde liggende her syd for Korea, skal man blot se på et kort. Det viser, at adgangen til Stillehavet er langt nemmere end fra Vladivostok, som i øvrigt kun er isfri ca. 8 måneder om året. Anders Rønberg lader sig forhyre som bådsmand på et ØK-skib til Hongkong. Der afmønstrer han og kommer med en postbåd til Shanghai. Så er pengene sluppet op. På havnen ser han en lille nybygget slæbedamper, der skal til Port Arthur. Han går ind på kontoret og spørger, om de ikke mangler en fører, og det er lige netop hvad de gør. For tre hundrede dollars skal han føre båden nordpå. Ukendt med forholdene, som han er, sejler han båden lige ind i en taifun. Turen, som skulle vare 3-4 dage, varer så længe, at man forventer, at de er forlist. Båden tumler rundt i bølgerne, kullene slipper op, og man må bruge inventaret til at fyre op under kedlerne, kasser, døre og køjer. Mester er dansker og dygtig, så Rønberg er glad for at have netop ham ombord. Han ærgrer sig blot over, at han ikke lyttede til et kinesisk besætningsmedlem, der advarede mod taifunen. Han bliver vel modtaget af ingeniøren, hvis inspektionsbåd, han fører i tre måneder fra ankomsten i maj 1899. Samme år aflægger han 7
170478_Maritimhistorisk Selskab_Årsskrift 2016 32 sider u skæremrk
To see the actual publication please follow the link above